Om XL Kokke-Karkluden
XL Kokke-karkluden er en perfekt makker til min anden Kokke-Karklud. Det er også udfra hækle-teknikken “Filethækling”, som er udelukkende stangmasker og luftmasker, hvor du springer over nogle masker, som giver de her huller.
Den hedder “Kokke”-Karklud, fordi den er inspireret af de klassiske og ternede kokke-viskestykker. Denne “XL”-klud er større i sine tern end min anden Kokke-Karklud – derfor navnet “XL”. Ikke større i størrelsen 😉
Produktionstid: 1,5 timer
Sværhedsgrad: Let
Format: 25 x 25 cm
Til XL Kokke-Karkluden skal du kunne lave stangmasker (stm), luftmasker (lm) og fastmasker (fm). Til denne opskrift er der en speciel vendeteknik uden brug af vendemasker. Den har ikke et dansk navn, så jeg har valgt at kalde den “Pæne Vendemasker: pvm”.
Det skal du bruge
Værktøj
Materialer
Inden du går i gang
Der er en speciel teknik, du skal bruge, når du vender arbejdet, for at få de helt lige kanter. Jeg kalder den “Pæne Vendemasker (pvm)”. Du kan selvfølgeligt vælge at vende stykket på din sædvanlige måde, men jeg vil anbefale dig at prøve denne, for det bliver altså ret flot.
Step 1
Når du er nået hen til enden af rækken, så vender du rundt uden at lave vendemasker.
(Ved luftmaskenkæden helt i starten bruger du en enkelt luftmaske som vendemaske – ellers er det umuligt at få fastmasken lavet.)
Step 2
Træk løkken lidt løs i siden, og lav en fastmaske i den første maske.
Step 3
Oven i den fastmaske, laver du en fastmaske mere: Stik nålen ind i den bagerste løkke på fastmasken, og laver en fatmaske igennem den.
Step 4
Du har du lavet 2 pæne vendemasker = 2pvm.
Dine kanter bliver du helt lige og pæne med de “Pæne Vendemasker (pvm)” 🙂
Hullerne i mønstret
Hullerne i mønstret kommer ved, at du laver en luftmaske og springer en maske over. Når du så skal hækle på den plads, hvor der nu er et hul, så hækler du omkring hele luftmasken – altså stikker hæklenålen ned i hullet, der er kommet, og tager garnet med tilbage. Så får du et pænt hul …
(Paranteser) og kommaer,
Når man hækler efter opskrift, så er der nogle forskellige tegn man bruger, så man slipper for kanon lange linjer. Her bruger jeg komma “,” og Paranteser “( )”.
- Ved komma: Det, der står imellem kommaer, laver man blot, som det står.
- Ved paranteser: Det, der står imellem paranteser, skal ganges med det antal gange, der står efterfølgende.
Hvis man er ny i opskrifter, så er det penslet helt ud her med denne række som eksempel:
EKSEMPEL RK 1 (2 stm, 1 lm, spring 1 maske over) 2 gange, 6 stm, vend
Betyder altså:
stm, stm, 1 lm, spring 1 maske over, stm, stm, 1 lm, spring 1 maske over, stm, stm, stm, stm, stm, stm, vend
Støt Milla Billa
Hvis du finder glæde ved mine opskrifter og og kan bruge mit indhold, kan du støtte op om Milla Billa lige her – så kan jeg blive ved med at lave skønt indhold til dig. Læs mere om, hvorfor de gratis opskrifter er så vigtige for mig, ved at klikke herunder.
På forhånd mange tusinde tak 🙏❤️🤗
Opskriften
Start:
59 luftmasker (lm) + 1 vendemaske (vm) (start i 2. maske fra nålen).
RK 1-9
2 pvm, 18 stm, 1 lm, spring 1 maske over, 19 stm, 1 lm, spring 1 maske over, 19 stm, vend,
RK 10
2 pvm (1 lm, spring 1 maske over, 1 stm) 29 gange, vend,
Hop tilbage til række 1 og gentag rækkerne til du har lavet 29 rækker (den sidste række er en række 9).
Babaaaaa: Du har nu en XL Kokke-Karkluden, der er klar til brug 🙂
Flere gratis hækleopskrifter på karklude
Jeg har lavet nogle hjælpende videoer, som gerne skulle gøre det nemmere for dig at forstå opskriften. Det er bare oftest nemmere i levende billeder 🙂 Alle videoer er lavet og redigeret af Milla Billa. Musik af www.bensound.com