Om den HELT runde kurv
Jeg elsker hjemmelavede kurve. De kan bruges til alle mulige ting, og er så fine at have til at stå. Denne lavede jeg til en brødkurv. Det er så fint med garn på morgenbordet, og denne er helt simpel og flot rund. Oftest bliver kurve sekskantede, hvis man ikke får tilfældigt forskudt sine udtagninger. Det får du ikke her. Den bliver helt fin og rund, og med et godt lædermærke på, får den en smuk finish 🧡
(Scroll ned for den gratis version her på siden)
Produktionstid: 1 t. og 15 min.
Sværhedsgrad: Let
Mål: Ø 20 cm og H 10 cm
Til denne opskrift på “Den HELT runde kurv” skal du kunne lave en magisk ring – hæklet i spiral og fastmasker og usynlig hæftning. Super simpelt.
Bare rolig 🙂 Der er video-guides til det hele. Klik på linksene eller scroll til bunden, for at finde dem.
Støt Milla Billa
Hvis du finder glæde ved mine opskrifter og og kan bruge mit indhold, kan du støtte op om Milla Billa lige her – så kan jeg blive ved med at lave skønt indhold til dig. Læs mere om, hvorfor de gratis opskrifter er så vigtige for mig, ved at klikke herunder.
På forhånd mange tusinde tak 🙏❤️🤗
Opskrift
Den HELT runde form
Når man hækler cirkler normalt, ender de med at blive sekskantede, fordi udtagningerne ligger oveni hinanden. Her i opskriften på Den HELT runde kurv ligger de forskudt – uden at ligge i system. På denne måde bliver de helt runde, fordi udtagninger er forskudt.
Udtagninger
En udtagning er 2 fastmasker i den samme maske. Derved udvides formen, og du får den flotte runde kurv.
Start med nål 5 mm og 2 tråde garn samtidigt. Det kan være lidt hårdt for fingrene, men det giver en lækker tykkelse.
OMG 1 Magisk ring med 6 fastmasker (fm) (6 m)
OMG 2 Udtagning (udt) 6 gange (12 m)
OMG 3 (1 fm, 1 udt) 6 gange (18 m)
OMG 4 (1 fm, 1 udt, 1 fm) 6 gange (24 m)
OMG 5 (3 fm, 1 udt) 6 gange (30 m)
OMG 6 (1 fm, 1 udt, 3 fm) 6 gange (36 m)
OMG 7 (5 fm, 1 udt) 6 gange (42 m)
OMG 8 (2 fm, 1 udt, 4 fm) 6 gange (48 m)
OMG 9 (7 fm, 1 udt) 6 gange (54 m)
OMG 10 (4 fm, 1 udt, 4 fm) 6 gange (60 m)
OMG 11 (9 fm, 1 udt) 6 gange (66 m)
OMG 12 (5 fm, 1 udt, 5 fm) 6 gange (72 m)
OMG 13 (1 fm, 1 udt, 10 fm) 6 gange (78 m)
Her skal du stoppe, hvis du vil have den i Ø 20 cm. Jeg har lavet nedenstående rækker stå til dig, hvis du gerne vil have den større 🤗
OMG 14 (4 fm, 1 udt, 8 fm) 6 gange (84 m)
OMG 15 (13 fm, 1 udt) 6 gange (90 m)
OMG 16 (7 fm, 1 udt, 7 fm) 6 gange (96 m)
OMG 17 (3 fm, 1 udt, 12 fm) 6 gange (102 m)
OMG 18 (12 fm, 1 udt, 4 fm) 6 gange (108 m)
OMG 19 (17 fm, 1 udt) 6 gange (114 m)
OMG 20 (6 fm, 1 udt, 12 fm) 6 gange (120 m)
De fineste grydelapper, der passer til
Jeg elsker matchende sæt, og vælger du grydelapper og brødkurv i samme farve, er de et smukt par. Her er mine mest populære grydelap-opskrifter ❤️
Kanten
Nu skal du vende rundt og hækle kanten. Der bruges nogle kædemasker til at vende med, og de skal ikke hækles i igen, så de tæller ikke med i maskeantallet. De masker, kædemaskerne sættes i, skal hækles i igen, så det er en god idé med markører, så du ikke overser dem 🙂
STEP 1
Lav en kædemaske i næste maske, og stram den godt til.
STEP 2
Vend – det gør du, for at retsiden kommer yderst.
STEP 3
Lav fastmasker i bagerste led hele vejen rundt (husk den maske, du lavede kædemasken i i punkt 1 – det er den sidste maske i denne omgang). Så får du en flot kant, der presses opad. Tip: Sæt en markør i den første maske.
STEP 4
Sæt en kædemaske i næste maske, som du strammer godt til. Det gør du, for at afslutte omgangen med fastmasker i bagerste led (step 3) pænt af.
STEP 5
Hiv løkken lidt løs (så undgår du at lave synlige vendemasker) og hækl fastmasker (i begge led) hele vejen rundt, til du får den ønskede højde. Den første fastmaske skal sættes i samme maske, som kædemasken fra step 4. Når du kommer tilbage til kædemasken fra step 4, skal du springe den over. Jeg lavede 14 omgange, og det giver en højde på 10 cm.
Jeg har lavet nogle hjælpende videoer, som gerne skulle gøre det nemmere for dig at forstå opskriften. Det er bare oftest nemmere i levende billeder 🙂 Alle videoer er lavet og redigeret af Milla Billa. Musik af www.bensound.com