Om suttekæden

Vera-musens vifte-suttekæde med adapter er til sutter uden hank. Det er en super fin og hurtig opskrift, som kan bruges som gave til babyshowers, barnedåb, fødselsdage, julegave og selvfølgelig til sine egne små kære. Jeg lavede opskriften til min egen niece Vera, da hun var en lille prut, som smed sutter omkring sig, når de var ude og trille i barnevognen. De mistede knapt så mange sutter, efter de kom i snor.

Jeg vil ikke anbefale at bruge suttekæden, når de sover, for at undgå at de vikles ind. Brug den i de vågne timer uden for hjemmet, så der er styr på sutterne.

Produktionstid: 25 minutter
Sværhedsgrad: Mellem
Længde: 17 cm ekskl. clips
Vera-musens vifte-suttekæde med adapter

Opskriften er baseret på viftemasker. Det kan være lidt tricky at montere de forskellige dele, så sæt lidt tid og tålmodighed af til dette, hvis du ikke er så rutineret med at hækle.

Denne opskrift er til sutter uden hank. Opskrift til sutter med hank er her:
Vera-musens vifte-suttekæde

Vera-musens vifte-suttekæde med adapter

Opskrift

Du kan lave dem i et væld af farver, så der er en farve til ethvert outfit. De er hurtige og nemme at lave, og så er rester af garn fra andre projekter ideelle til dette, da der ikke bruges meget garn.

Værktøj

Materialer

Vera-musens vifte-suttekæde med adapter

Når vifterne laves (step 3 og frem) hækles det hele på samme side. Der skal derfor ikke vendes, men drejes derfra.

Step 1
Brug nål 2,5 mm: Luftmaskekæde med 37 lm + 1 vm, vend 

Step 2
37 fm i luftmaskekæden + 3 vm, vend

Step 3
Nu hækles vifterne, hvor der startes og sluttes med en halv vifte.

3 stgm, spring 2 masker over (1 fm, spring 2 masker over, 6 stgm i næste, spring 2 masker over) 4 gange, 1 fm, spring 2 masker over, 4 stgm i sidste maske.

For at få drejet, så du kan hækle vifter på den anden side, laves 1 lm, 4 fm langs den sidste stangmaske, 3 lm. Så er du klar til at lave vifter langs den anden side.

Step 4
4 stgm, spring 2 masker over (1 fm, spring 2 masker over, 6 stgm i næste, spring 2 masker over) 4 gange, 1 fm, spring 2 masker over, 3 stgm i sidste maske.

Step 5
Montér seleclips: Hold seleclipsens monterings-ende (den ende med stangen) mod starten af suttekæden (den ende uden suttebue). Hækl 8 fm omkring seleclipsen, så den sættes på. (Se billeder for hjælp.) Slut med en kædemaske og derefter en luftmaske og stram til. Efterlad en ende til hæftning og klip garnet. Hæft garn-enden.

Step 6
Montér adapter: Vend adapteren så forsiden af adapter og forside af suttekæde passer sammen. Træk den halve vifte for enden af suttekæden igennem adapteren, og sy den fast på bagsiden.

Så er suttekæden færdig.

Vera-musens vifte-suttekæde med adapter
Instagram: millabilladk

Husk at tagge 🙂

Det er virkeligt al min tid og energi værd, at se mine opskrifter, som jeg lægger helt gratis op, få liv i jeres hænder. Jeg bliver bare så glad hver eneste gang jeg bliver tagget, og ser jeres fine løsninger og farvevalg – så tag løs! 😀

Det varmer mit lille hjerte 🙂

(Når du poster på Instagram, så tryk på “Tag personer”, tryk på billedet og fine “millabilladk”.)