Om trøstemusen

Jeg blev helt rørt, da jeg fandt gruppen “Trøstemus Danmark” inde på facebook. Det er en frivillig gruppe, som leverer hæklede, syede og strikkede trøstere til hospitaler i hele Danmark, så børn og andre kan få en lille trøster at kramme om, når det er en skræmmende oplevelse.

Det er simpelthen så rørende en gruppe, og så godt et tiltag! Det er et stort netværk med flere tusinde medlemmer, som hjælper med teknik og inspiration. Og så er der en del rørende opslag fra glade børn, som har nydt godt af trøsterne, og som leger med musene flere år efter.

Der er kæmpe stor efterspørgsel fra sygeplejersker, læger og andet sundhedspersonale rundt om i landet, fordi det er så stærkt et værktøj i deres arbejde, så har du lyst til at hjælpe, så skynd dig ind i gruppen og læs mere! Hver en lille mus tæller 🙂

Helt praktisk så består gruppen af ambassadører, som indsamler trøstemus fra alle de frivillige rundt om i landet. De sørger for at alle sikkerheds-regler bliver overholdt, giver musene en omgang spa (vask ved 60 grader) og pakning i små poser. Så kan de sikkert afleveres og give al deres trøst og omsorg videre.

Jeg har, i samarbejde med Trøstemus Danmark, fået lov at give mit bud på et design, så det er endnu lettere for flere at slutte sig til netværket 🙂

Hækletid: 20 min.
Sværhedsgrad: Let
Krop, omkreds: 15 cm
Krop, længde: 7 cm
Hale, længde: 9 cm
Mor Anette boblepude

Til krop og ører skal du kunne lave en magisk ring, hvor du hækler i spiral og fastmasker. Simple as that. Til alle de andre dele har jeg lavet videoer, så det er nemt for dig at overskue projektet.

Klik på linksene her eller scroll ned, for at se alle de video-guide’s der er til Trøstemusen her 🙂

Trøstemus

Det skal du bruge

Værktøj

Materialer

Regler og tips til trøstemusene

Inde i facebookgruppen “Trøstemus Danmark” under “Vejledning” finder du de opdaterede regler. Her kan du også finde rigtigt fine opskrifter og lister over de ambassadører, der er i nærheden af dig.

Gå til “Trøstemus Danmark”-gruppen

Opskrift

Hale

Halen laves lidt specielt, hvor du hækler den i et stykke med to tråde samtidigt, hvor du laver 20 masker med den kædeløse start. Også med hæklenål 3,5 mm. Det er en super hurtig måde at hækle på, og så ender du med begge garnender i den samme ende af halen, så du nemt kan binde den fast.

Krop

Kroppen hækles i spiral med nål 3,5 mm og to tråde bomuldsgarn 8/4 samtidigt.

OMG 1 Lav en magisk ring med 6 fastmasker (fm) (6 m)
OMG 2 Lav 1 udtagning (udt) i alle 6 masker (12 m)
OMG 3 (1 udt, 1 fm) 6 gange (18 m)
OMG 4 (2 fm, 1 udt) 6 gange (24 m)
OMG 5 24 fm (24 m)
OMG 6 24 fm (24 m)
OMG 7 24 fm (24 m)
OMG 8 24 fm (24 m)
OMG 9 24 fm (24 m)

– Bind halen fast

OMG 10 (indt, 2 fm) 6 gange (18 m)
OMG 11 18 fm (18 m)
OMG 12 (indt, 1 fm) 6 gange (12 m)
OMG 13 12 fm (12 m)

– Fyld nu musen godt op

OMG 14 (indt) 6 gange (6 m)

Afslut med en hæftning af amigurumi.

Næse

Næsen broderes på med to tråde bomuldsgarn samtidigt. Der er et part tips, som gør det endnu hurtigere og nemmere – se videoen ovenfor.

Ører

Ørene hækles også i spiral med nål 3,5 mm og to tråde bomuldsgarn samtidigt.

Der skal laves to af disse.

OMG 1 Lav en magisk ring med 6 fastmasker (fm) (6 m)
OMG 2 Lav en udtagning (udt) i hver maske (12 m)
OMG 3 (1 udt, 1 fm) 6 gange (18 m)

Lav en kædemaske (km), efterlad 15-20 cm garn, som bruges til at sy den fast med.

Øret syes sammen i de nederste 5-6 masker, så det får et lille fold/buk. På den måde får du “kop”-formen – lidt a la et rigtigt museøre 🙂

Husk at hæfte start-enden på den magiske ring rigtigt godt, så den ikke går op.

Se videoen ovenfor, hvordan du monterer dem fast 🙂

Øjne

Musene må ikke indeholde plastic-dele, så sikkerheds-øjne må man ikke bruge. Derfor kan du lave disse istedet. Eller brodere dem på 🙂

Det kaldes en fransk knude, og laves ved at tage to tråde bomuldsgarn samtidigt, og så starte op på en knude, men binde snoren om sig selv flere gange (her 4), for at få en stor knude. De bindes på, så du undgår at skulle brodere/sy dem på.

Færdiiiiig!

Trøstemus

Tillykke med din nye trøster, som kan give en masse tryghed og omsorg videre 🙂

Man ser sjældent alt det arbejde, der ligger i at udvikle en opskrift.

Denne tog mig noget lang tid, da der var så mange overvejelser forbundet med det. Jeg lavede omkring 10-15 mus inden jeg låste mig fast på en opskrift, da der er så mange forskellige måder at lave ører, øjne, hale, krop og næse, og ikke mindst hvordan de monteres. Måske er jeg også meget pernitten med det 😀 Men detaljer er altså vigtige 😉

Det vigtigste for mig i denne opskrift var bl.a.:

  • Selve designet
  • Materiale-reglerne, som skal overholdes
  • Den skal være hurtig at producere
  • Den skal indeholde nogle teknikker, som gør den hurtigere og sjovere at lave

Her er et udpluk af nogle af proces-musene – nogle kønnere end andre 😉

Jeg har lavet nogle hjælpende videoer, som gerne skulle gøre det nemmere for dig at forstå opskriften. Det er bare oftest nemmere i levende billeder 🙂 Alle videoer er lavet og redigeret af Milla Billa. Musik af www.bensound.com

Hækleguide af Milla Billa
Hækleguide af Milla Billa
Hækleguide af Milla Billa
Hækleguide af Milla Billa
Instagram: millabilladk

Husk at tagge 🙂

Det er virkeligt al min tid og energi værd, at se mine opskrifter, som jeg lægger helt gratis op, få liv i jeres hænder. Jeg bliver bare så glad hver eneste gang jeg bliver tagget, og ser jeres fine løsninger og farvevalg – så tag løs! 😀

Det varmer mit lille hjerte 🙂

(Når du poster på Instagram, så tryk på “Tag personer”, tryk på billedet og fine “millabilladk”.)