Om de hæklede julesløjfer
Jeg har været i gang med julehæklerier, og selvfølgeligt skulle der være en lille sløjfe. Jeg kunne ikke finde en opskrift, som jeg synes, var helt som jeg gerne ville have den – så måtte jeg selv i gang 🙂
De er jo rigtigt gode til juletræet, men laver man adventskranse og pynt til døren eller vinduet, fungerer de også ret godt! Dem, jeg har lavet i glimmergarn, synes jeg fungerer allerbedst! De holder sig stive i formen og glimtrer så flot, men de kan godt være lidt besværlige. Specielt fordi det er så lille en nålstørrelse, hvis man er begynder.
Produktionstid: 30 minutter
Sværhedsgrad: Mellem
Størrelse: 7 x 7 cm / 8,5 x 8,5 cm
Til denne hækleopskrift på de hæklede julesløjfer skal du kunne lave en luftmaskekæde, fastmasker, udtagninger og sy det hele sammen.
Jeg har designet sløjfen, så den er skøn fra alle vinkler. For og bag. Så kan den hænge der og dingle, uden man får tics af, at den pludseligt har vendt sig på bagsiden. Det er lidt smart.
Opskrift
Værktøj
Materialer
Glimmer-sløjfen er lavet med nålstørrelse 2 mm, og den synes jeg, blev allerbedst. Den målte 7 x 7 cm i færdig størrelse.
Jeg lavede en bomuldssløjfe, så det er nemmere at se, hvordan du monterer, og den er lavet med nål 2,5 mm og endte i størrelsen 8,5 x 8,5 cm.
Alle dele du skal hækle
For at lave sløjfen, skal du lave alle disse dele:
- Den store del til selve sløjfen
- Den mindre del (uden trekantede ender) til at binde om sløjfen
- 2 stk. dele med trekantede ender som sløjfens snipper
Den store del til sløjfen
I hver række slutter du med en vendemaske (vm). Det er en luftmaske (lm), og du laver den, for at komme op på næste række. Det er en maske, du skal springe over, og du starter derfor hver række i 2. maske fra nålen.
Start: Slå 40 luftmasker (lm) op + 1 vm (1 lm). Slå dem stramt op.
RK 1-16 40 fastmasker (fm), 1 lm, vend (40 m)
Klip garnet, og efterlad en ende, du kan sy den sammen med.
Den mindre del til sløjfen
Start: Slå 6 luftmasker (lm) op + 1 vm (1 lm). Slå dem gerne stramt op.
RK 1-12 6 fastmasker (fm), 1 lm, vend (6 m)
Klip garnet, og efterlad en ende, du kan sy den sammen med.
2 stk. dele med trekantede ender som sløjfens snipper
Start: Slå 15 luftmasker (lm) op + 1 vm (1 lm). De skal igen slåes straaamt op.
RK 1 15 fastmasker (fm), 1 lm, vend (15 m)
RK 2 14 fm, efterlad den sidste maske, 1 lm, vend (14 m)
RK 3 Spring den første maske over, 13 fm, 1 lm, vend (13 m)
RK 4 12 fm, efterlad den sidste maske (12 m)
Kanten rundt I samme maske, som du lavede den sidste fastmaske i, laver du 2 fastmasker. Så hækler du 3 fastmasker langs den lille og skrå kant. Når du når ud til spidsen, hækler du 4 fastmasker sammen. Nu skal du hækle tilbage til start, hvor du hækler i luftmaskekæden, og der hækler du 14 fastmasker langs kanten.
Klip garnet, og efterlad en ende, du kan sy den på med.
Støt Milla Billa
Hvis du finder glæde ved mine opskrifter og og kan bruge mit indhold, kan du støtte op om Milla Billa lige her – så kan jeg blive ved med at lave skønt indhold til dig. Læs mere om, hvorfor de gratis opskrifter er så vigtige for mig, ved at klikke herunder.
På forhånd mange tusinde tak 🙏❤️🤗
Montering
Sy den store del sammen
Sy den store del sammen som vist på billedet.
Sy en snip på
Sy en af snipperne på som vist, hvor du stadigt har den store del på vrangen.
Sy den anden snip på
Sy den anden snip ovenpå som vist.
Vend vrangen rundt
Vend vrangen rundt på hele banditten, så snipperne kommer indeni den store del.
Sy den lille sløjfedel fast
Fold den store sløjfedel sammen, så du bukker den på midten, og bukker de to halvdele sammen igen, så du får et harmonika-agtigt udseende. Så tager du den lille hæklede del og holder stramt omkring, og syer den sammen, så du har samlingen i bunden af sløjfen.
Så er den ens på begge sider, og den kan sagtens hænge og dreje rundt på træet og være lige pæn fra alle vinkler. Ja. Hvem der bare var det 😉
Et voilá!
Efter du har mast og klemt på den, for at få den monteret, skal den have lidt kærlighed. Nus og træk lidt i den, så den kommer i form, og så har du de fineste hæklede julesløjfer til den dejlige juletid 🙂
Jeg har lavet nogle hjælpende videoer, som gerne skulle gøre det nemmere for dig at forstå opskriften. Det er bare oftest nemmere i levende billeder 🙂 Alle videoer er lavet og redigeret af Milla Billa. Musik af www.bensound.com