Maskemarkører

Hvad bruger man maskemarkører til?

Maskemarkører er de små plastic-dimser, der minder lidt om sikkerhedsnåle. Man kan bruge dem til mange forskellige ting, og her viser jeg, hvordan du kan bruge dem som en kæmpe hjælp til f.eks.:

At markere hvilken nålstørrelse, du bruger til dit projekt

Hvis man er en af de typer, som ofte har flere projekter i gang, kan man hurtigt glemme, hvilken nålstørrelse man brugte, på det der projekt, der ligger henne i kurven, som man startede på for et halvt år siden 😉

Hvis man har hæklenåle, der er i forskellige farver, er det en rigtig god idé, at bruge en maskemarkør i samme farve, som sine hæklenåle. Her kan du sætte den farve i, der passer til nålstørrelsen. Så ved du altid, hvilken hæklenålstørrelse, du skal bruge, for at starte op på projektet igen. Smart 🙂

Hvordan du som begynder bruger dem, så du får nogle pæne og lige rækker

Når man er ny indenfor hækling, kan man godt komme til at lave skæve linjer. Det er super irriterende! Og frustrerende! Nu har man jo lige brugt så lang tid. Der, hvor det ofte går galt, er fordi man ikke får hæklet alle maskerne eller kommer til at springe over nogle. Det er oftest i starten og slutningen af en række, man roder lidt rundt i det, fordi det kan være lidt svært at se. Som begynder indenfor hækling er det derfor en rigtigt god idé at sætte en maskemarkør i den første maske i rækken. Dvs. at du altså gerne skulle have 2 maskemarkører i dit stykke, fordi du vender og hækler den anden vej. Når du når til masken med maskemarkøreren i, så kan du tælle dig frem til maskerne i rækken, og ved om du har talt rigtigt, fordi det altså er den sidste maske, der skal hækles i.

Hvordan du lægger dit projekt på pause, og undgår at arbejdet trævles op

Når man lægger sit projekt på pause, er det en rigtig god idé at sætte en maskemarkør i løkken. Så trevler det ikke op, og der kan ikke ske noget ved at lægge det væk.

Velbekomme og rigtig god fornøjelse med tips’ene her 🙂

Gratis hækleopskrifter med muslingemønster

Hæklet karklud i muslingemønster
Gratis hækleopskrift af Milla Billa