Om de hæklede julehjerter

Jeg lavede disse hæklede julehjerter, da jeg er flyttet i en større lejlighed, og derfor liiiige har plads til et juletræ! Yay! Men: Kun et lille et. Et lille men meget flot et. Det kræver jo lidt mindre julepynt, så det måtte jeg i gang med.

De er jo idéelle til juletræet, men jeg tænker, de sagtens kan bruges til juledekorationer, dørpynt, almindeligt julepynt men også til projekter som bamser og legetøj. De er nemme at lave og kræver ikke så mange materialer.

Produktionstid: 20 minutter
Sværhedsgrad: Let
Størrelse: 6 x 6 cm
Baby Norah ranglebold

Til hækleopskriften på disse hæklede julehjerter skal du kunne lave en luftmaskekæde, fastmasker, udtagninger, indtagninger, skifte garn og hækle det hele sammen.

For at hjertet bliver så pænt afsluttet som muligt, vil jeg anbefale dig at bruge denne teknik: Usynlig hæftning.

Milla Billas hæklede julehjerte

Opskrift

Jeg fik et nøgle garn til at række til 13 hjerter, så det er minimalt med materialer, der skal bruges.

Støt Milla Billa

Hvis du finder glæde ved mine opskrifter og og kan bruge mit indhold, kan du støtte op om Milla Billa lige her – så kan jeg blive ved med at lave skønt indhold til dig. Læs mere om, hvorfor de gratis opskrifter er så vigtige for mig, ved at klikke herunder.

På forhånd mange tusinde tak 🙏❤️🤗

Milla Billas hæklede julehjerte

Det hæklede julehjertes nederste trekant

Du starter med at hækle den nederste den af hjertet, som er en trekant, hvor du hækler fra bunden/spidsen og op.

Vendemaske (vm)

I hver række slutter du med en vendemaske (vm). Det er en luftmaske (lm), og du laver den, for at komme op på næste række. Det er en maske, du skal springe over, og du starter derfor hver række i 2. maske fra nålen.

Start: Slå 1 luftmaske (lm) op + 1 vm.

RK 1 1 udtagning (forkortes “udt” = 2 fastmasker sammen i samme maske), 1 lm, vend (2 m)
RK 2 1 fm, 1 udt., 1 lm, vend (3 m)
RK 3 2 fm, 1 udt., 1 lm, vend (4 m)
RK 4 1 udt., 2 fm, 1 udt., 1 lm, vend (6 m)
RK 5 5 fm, 1 udt., 1 lm, vend (7 m)
RK 6 6 fm, 1 udt., 1 lm, vend (8 m)
RK 7 1 udt., 6 fm, 1 udt., 1 lm, vend (10 m)
RK 8 9 fm, 1 udt., 1 lm, vend (11 m)
RK 9 10 fm, 1 udt., 1 lm, vend (12 m)
RK 10 1 udt., 10 fm, 1 udt., 1 lm, vend (14 m)

Klip ikke garnet, da du skal hækle videre på den ene hjertebue.

Milla Billas hæklede julehjerte

Hjertets ene bue

Nu hækler du videre på dit hæklede julehjerte, og laver den ene bue på hjertet, hvor du hækler ind halvvejs på hjertet og vender.

RK 11 Spring 1 maske over (din vendemaske + den første maske = hækl i 3. maske fra nålen), 6 fm, 1 lm, vend (6 m)
RK 12 Spring 1 maske over, 5 fm, 1 lm, vend (5 m)
RK 13 Spring 1 maske over, 2 fm, 1 indtagning (2 fm sammen), 1 lm, vend (3 m)

Klip garnet.

Milla Billas hæklede julehjerte

Hjertets anden bue

Nu hækler du den sidste bue, hvor du vender hjertet og sætter garnet fast i den yderste maske. Det tæller som den første maske, som springes over, og du hækler derfor i masken efter denne (altså maske 2 i rækken).

RK 14 6 fm, 1 lm, vend (6 m)
RK 15 Spring 1 maske over, 5 fm, 1 lm, vend (5 m)
RK 16 Spring 1 maske over fm, 2 fm, 1 indtagning (2 fm sammen), 1 lm, vend (3 m)

Klip garnet på den første, du laver, men behold garnet på den 2., da du bruger det til at hækle stykkerne sammen.

Brug hashtagget

#millabillasjulehjerter

På Instagram, når du poster billeder af dine processer og færdige projekter. For mig er det SÅ skønt at se alle jeres farvevalg og detaljer, og andre kan blive inspireret til hvilke farver, de selv skal vælge ❤️

Montering

Milla Billas hæklede julehjerte

Hækl stykkerne sammen

Læg stykkerne sammen, som vist på billedet, hvor du hækler fastmasker rundt i kanten.

Milla Billas hæklede julehjerte

Antal masker rundt i kanten

Her er illustreret (på bedste håndtegnet-vis), hvor mange masker, du skal have rundt i kanten. Når jeg gør det sådan, bliver den flot hjerteformet.

I bunden i spidsen laver du en form for en udtagning, hvor du laver 4 fm i samme hul, for at komme rundt og om på den anden side af hjertet. I dalen i toppen, imellem de to hjerte-buer, laver du 1 indtagning (hækler 2 fm sammen til 1 maske). Put fyld i, når du når op til toppen af hjertet.

Milla Billas hæklede julehjerte

Dadaaaa: De færdige hæklede julehjerter

Sådan ser det altså ud med kant og fyld.

Milla Billas hæklede julehjerte

På med strop og perler

Sy stroppen fast og monter perlerne. Husk en knude efter perlerne, så de ikke hopper rundt på snoren.

Jeg har lavet nogle hjælpende videoer, som gerne skulle gøre det nemmere for dig at forstå opskriften. Det er bare oftest nemmere i levende billeder 🙂 Alle videoer er lavet og redigeret af Milla Billa. Musik af www.bensound.com

Hækleguide af Milla Billa
Hækleguide af Milla Billa