Krebsemasker

I denne video viser jeg, hvordan man laver krebsemasker. Krebsemasker kaldes også “omvendte fastmasker” og er en form for en baglæns fastmaske. Det er en maske, som er perfekt til kanter. Den kan derfor hækles på sådan noget som karklude, dækkeservietter (som jeg viser her i videoen), suttesnore, babytæpper, grydelapper osv.

Udtrykket er lidt a la en snoning eller et reb, fordi den er lavet baglæns. Der kommer de her skrå linjer, som ligger med en lille smule mellemrum. Det er en af de lidt grovere kanter, fordi den også fylder en smule. Personligt synes jeg, at det er en rigtig flot kant. Det er en kant, som har lidt et udtryk af noget groft, og – alt efter hvordan du vil sammensætte dine hæklemønstre i dine hækleprojekter – så er dette altså ikke nogen dårlig kant at vælge.

Hvordan hækler man krebsemasker?

Når du har hæklet dit stykke helt færdigt, vender du ikke stykket, men tager din hæklenål bagud, og hækler en fastmaske i masken bagved. Det er en god idé at holde din hæklenål helt lige på maskerne, for at sørge for at tråden bliver på nålen. Man skal lige vænne sig lidt til teknikken, fordi det er helt modsat af, hvad man plejer. Det er en god idé at lave dem ret løse, fordi det får dem til at poppe mere ud.

Sådan fortsætter du, til du er helt færdig.

God fornøjelse 🙂

Gratis hækleopskrifter med krebsemasker

De HELT runde dækkeservietter
Gratis hækleopskrift af Milla Billa