Om Yndlingspåskeægget 2021

Selvom dette påskeæg udkommer her i påsken 2024, så er designet tilbage fra 2021, da jeg lavede Yndlingsjulekuglen 2021. Det er helt samme mønster – der er bare få ændringer i antallet af masker og rækker, så vi får denne ægge-form.

Jeg er helt vild med de fine linjer det også giver i ægget, og derfor skulle dette design også ud og leve.

Så frem med glimmergarnet og alle de fine forårsfarver 😍🌸🐣

Go to the English Pattern here

Hækletid: 20-30 minutter
Sværhedsgrad: Let
Højde: 5-6 cm
Yndlingspåskeægget 2021
Yndlingspåskeægget 2021
Yndlingspåskeægget 2021

Til hækleopskriften her på Yndlingspåskeægget 2021, skal kunne hækle luftmasker, fastmasker og fastmasker i bagerste maskeled (rib), så den er ikke så kompliceret. Du skal kunne lave indtagninger og udtagninger, og så er der nogle forskellige tips, jeg har lavet en video på, så du kan få den helt skarp. Den video finder du her: Montering af Yndlingsjulekuglen 2021 (samme design – blot ændret antal masker og rækker). Klik på linksene her, eller scroll helt ned til bunden for at se videoer på teknikkerne.

Det skal du bruge

Lurex glimmergarn fra Lammy Yarns

Det eneste glimmergarn jeg bruger, er dette “Lurex” fra Lammy Yarns. Det passer i hæklefasthed med bomuld 8/4, og er bare så flot og fuld af glimmer! 😍

Til de yndlingspåskeæg på billederne her har jeg brugt farverne 02 Guld, 09 Rosa, 20 Beige og 21 hvid (hvid kan dog ikke anbefales, da det bare ligner plastic og ikke noget glimmer).

Støt Milla Billa

Hvis du finder glæde ved mine opskrifter og og kan bruge mit indhold, kan du støtte op om Milla Billa lige her – så kan jeg blive ved med at lave skønt indhold til dig. Læs mere om, hvorfor de gratis opskrifter er så vigtige for mig, ved at klikke herunder.

På forhånd mange tusinde tak 🙏❤️🤗

Inden du går i gang

Inden du går i gang med Yndlingspåskeægget 2021, er det meget godt lige at tage stilling til dine farveskift. Der er virkeligt mange muligheder, fordi du har et totalt antal rækker på 16. Så længe det bare går op, så mønstret fortsætter hele vejen rundt. Her har jeg nogle forskellige forslag, men der er mange flere muligheder, end her:

Videoen her gennemgår de forskellige teknikker, og er en god støtte til opskriften. Det er en god idé at se den, inden du går i gang, med mindre du er ret øvet og sej til opskrifter og teknikker 🤗

(Yndlingsjulekuglen 2021 og Yndlingspåskeægget 2021 er udfra samme design. Påskeægget her er med ændret antal masker og rækker).

Yndlingspåskeægget 2021

Ensfarvet

De ensfarvede er virkeligt fine, fordi der stadigt er så meget tekstur i designet.

Yndlingspåskeægget 2021

3 rækker + 1 række gentaget

Her er der 3 rækker ensfarvet, og så 1 række glimmer (lidt svært at se på den hvide, men der er brugt glimmertråd). Det gentages 4 gange, for at det går op i 16.

Yndlingspåskeægget 2021

2 og 2

Her er der ca. brugt den samme farver på 2 rækker, før der er skiftet. Den rosa/brune har fået tilføjet et par rækker glimmer, men den brune er med 2 rækker ensfarvet, 2 rækker glimmer.

Yndlingspåskeægget 2021

1 og 1

Her har jeg skiftet farve efter hver række. På den rosa har jeg skiftet mellem rosa bomuld og rosa glitter, og på den multifarvede har jeg brugt 4 farver, der er gentaget i samme rækkefølge 4 gange.

Vendemasker (vm)

Du vender med en vendemaske (vm). Det er en luftmaske (lm), som bruges til slut i hver række, for at komme op til næste række. Den skal ikke hækles i igen, og den tæller ikke med i det samlede maskeregnskab. Efter du har lavet en vendemaske starter du i 2. maske fra nålen.

Farveskift

Når du laver dine farveskift, så laver du dem lige før du laver din vendemaske (luftmaske). Når du har lavet den sidste maske i rækken, så klipper du garnet. Så sætter du den nye farve om fingrene, og hækler videre, som om det var det “gamle” garn, du hækler videre med. Du trækker det nye garn igennem løkken og laver en luftmaske – den luftmaske er din vendemaske. Så er det sat fast, du har lavet din vendemaske, og du kan nu hækle videre.

Alle i bagerste maskeled … Næsten!

Når man hækler i bagerste maskeled, kommer der tit huller ude i kanten. Dem kan du undgå ved at lave den aller sidste maske i rækken i begge maskeled.

Udtagning
Ved en udtagning stikker du nålen i det bagerste maskeled i masken første gang, og i begge maskeled i samme maske anden gang.

Indtagning
Når det er en indtagning, stikker du nålen i det bagerste maskeled i den første maske, og i begge maskeled på den sidste maske i indtagningen.

Når du hækler i luftmaskekæden, er det selvfølgeligt bare som normalt.

Se video på det her

Opskriften på Yndlingspåskeægget 2021

Start med en lidt længere ende (20-30 cm) – den skal bruges til sammensyning, når du har hæklet færdigt 🤗 Start gerne med bomuldsgarn, da glimmergarnet ikke er så stærkt at sy sammen med.

HUSK: Alle masker i bagerste maskeled pånær den sidste maske i rækken (i luftmaskekæden hækler du jo bare som normalt) og at springe vendemasken (vm) over, og derfor starte en ny række i 2. maske fra nålen.

START Lang start-ende og så 24 lm + 1 vm, vend

RK 1 1 udtagning, 21 fastmasker, 1 indtagning, 1 vm, vend

RK 2 1 indtagning, 21 fastmasker, 1 udtagning, 1 vm, vend

Gentag række 1-2 (altså 1 + 2 + 1 + 2 + 1 + 2 osv.) til du når 16 rækker i alt.

Afslut med en luftmaske, som du strammer til og klip garnet.

Brug hashtagget

#yndlingspåskeægget2021

På Instagram, når du poster billeder af dine processer og færdige projekter. For mig er det SÅ skønt at se alle jeres farvevalg og detaljer, og andre kan blive inspireret til hvilke farver, de selv skal vælge 👏😍❤️

Der samleeees!

Yndlingspåskeægget 2021

Læg din rombe foran dig, så du har din lange startende i nederst til højre.

Yndlingspåskeægget 2021

Så skal der syes sammen, så du får et rør: Fold enderne ind over romben, og sy rundt, så du starter i luftmaskekæde-rækken, og fanger det maskeled, der nu er yderste/tættest på dig i toprækken. Så popper sammensyningen sig flot op som det andet hæklede, og det bliver helt usynligt. Stram det godt sammen, mens du syer.

Yndlingspåskeægget 2021

Med nogle gode store sting syer du nu rundt i kanten for enden. Så kan du trække det sammen, så hullet lukkes. Hvis hullet ikke er helt lukket, eller du vil have en bestemt farve til at samles, så tager du bare en runde mere, hvor du kun tager i den farve, du vil have, skal samles. Det er godt forklaret i videoen her.

Yndlingspåskeægget 2021

Vend vrangen rundt, og fyld den godt op. Så tager du en ny tråd i den anden ende (eller monterer en ny, hvis der ikke er nogen tråde fra farveskift) og syer rundt igen.

Wow wow wow 😍

Milla Billas gratis hækleopskrift: Yndlingspåskeægget 2021

Godt gået! Så er du nu et fint påskeæg rigere, som du helt selv har lavet 🌸🐣👏

Jeg har lavet nogle hjælpende videoer, som gerne skulle gøre det nemmere for dig at forstå opskriften. Det er bare oftest nemmere i levende billeder 🙂 Alle videoer er lavet og redigeret af Milla Billa. Musik af www.bensound.com

Hækleguide af Milla Billa
Hækleguide af Milla Billa
Hækleguide af Milla Billa